Window Space 2003

Lysindstallation, Window Space
København december 2003
Diverse materialer

Tekst Julie Damgaard

Det sker med usvigelig sikkerhed. Hver november. Først ryger juledekorationerne over byens gader op. Og så ryger mit humør i bund. Af uudgrundelige årsager generer oppyntningen på Strøget mig i særlig grad. Hen imod årets slutning er jeg derfor en sjælden gæst i indre by. Får jeg alligevel forvildet mig derind – båret med af indkøbsgale menneskehorder – farer der prompte en lille djævel i mig, der indtrængende hvisker: riv, flå, knæk, tramp, SMADR! Og kun på grænsen til det glade vanvid får jeg lagt glitterstads, stjerner og granranker bag mig. Forleden bragte flugtruten mig over Kgs. Nytorv og ned i Peder Skrams Gade, hvor jeg bag en matteret rude i et magisk skiftende lys (vist nok) fik et glimt af julenissen. I ly for kaos. Først da sænkede freden sig.