Siri Kollandsrud

Det sker med usvigelig sikkerhed. Hver november. Først ryger juledekorationerne over byens gader op. Og så ryger mit humør i bund. Af uudgrundelige årsager generer oppyntningen på Strøget mig i særlig grad. Hen imod årets slutning er jeg derfor en sjælden gæst i indre by. Får jeg alligevel forvildet mig derind – båret med af indkøbsgale menneskehorder – farer der prompte en lille djævel i mig, der indtrængende hvisker: riv, flå, knæk, tramp, SMADR! Og kun på grænsen til det glade vanvid får jeg lagt glitterstads, stjerner og granranker bag mig. Forleden bragte flugtruten mig over Kgs. Nytorv og ned i Peder Skrams Gade, hvor jeg bag en matteret rude i et magisk skiftende lys (vist nok) fik et glimt af julenissen. I ly for kaos. Først da sænkede freden sig.

ASGARDSTRAND: Siri Kollandsrud stiller for tiden ut oljemalerier som til dels ble til under et stipendopphold i Åsgårdstrand. Her er nonfigurative møter mellom flate og form, mellom linjespill og koloristiske utrop. I «Himmelblå» møter blikket først de blodrøde blomsterlignende formene som ved nærmere ettersyn antar tvetydighetens form av det sårede og blodstenkede. Man tenker uvilkårlig på valmueblomstens dobbeltbunnede symbolikk av kjærlighet og død; av så el den velgjørende rus som den evige hvile. Den lyse, himmelblå fargen i bakgrunnen kan også under- bygge tanker som dette. Dette dyprød elementet går igjen i flere av Siri Kollandsruds arbeider, blant annet i det todelte» «Sammenstilling» hvor fargen fordypes mot det blålige, det koagulerte, om man vil. Den rolige, monokrome flaten har allikevel et forsiktig nyansert liv opstått av lysere og mørkere partier. Selve sammenstillingen består i den konkrete forbindelsen med nabobildet som dominert av hvitt og rosa står for et kontrastfylt mylder. Det er noe klart kroppslig ved det organiske motivet som lever, puster og agerer mot et mer aggressivt komplementært innslag av grønt. «Sammenstilling» står på flere plan en for intim og nær dialog på flaten, som imidlertid er utsatt både for brudd og ren avstøtning. «Koffert» står tilsynelatende, også gjennom tittelen, for noe mer håndfast og konkret enn det organiske.
Maleriet domineres av en mørkegrønn kvadratisk form mot en rød flate. Enkelte finpenslede detaljer ligner håndtak eller låser og bryter med de brede, horisontale penselstrøkene som angir en solid materialfølelse. Bildet får en til å tenke på en gammel amerikakoffert som både kan symbolisere den lange reisen og de mørke gjemmer. Både det ugjenkallelige spranget og minnene som blir tilbake. Siri Kollandsrud maleriske flater rar ofte hissige kumpaner på besøk. Lik fortærende organismer tar de rommet i sin besittelse og fascinerer slik i kraft av sin pågåenhet, evne til koloristiske overraskelser og formmessig samspill.
Som publikum kan vi lett la oss besmitte av hennes lekne nysgjerrighet, såfremt vi ikke dekker oss bak det antiseptiske forhenget som noen insisterer på å kalle total forståelse.

Grethe Hald, fredag 5. oktober 2001, Tønsbergs Blad

Betrakter man Siri Kollandsruds malerier over en årrække indeholder de umiddelbart mange forskellige elementer i farveholdning, struktur og greb. Men når man kommer længere ind i deres univers, oplever man dem som forbundet af en konsekvent, stadig spørgende søgen. En åben, nysgerrig vilje til at eksperimente sig vej, også selv om vejen vil vise sig, at være en anden, end den man umiddelbart antog. At være tvivlende anses i vores samfund ikke som en positiv egenskab. Men tvivlen er i virkeligheden en drivkraft. Kun ved at tage sin egen tvivl alvorligt; at lytte til dens evige anfægtende spørsmål, drives man for alvor videre ud over de automatikker, som man, også som maler, alt for let forfalder til.

Siri Kollandsruds maleri sætter sig på nethinden som spor efter et vekselvist spontant og reflekterende foretagende. Man kunne tale om den kontrollerede tilfældighed, som en slags poetik for hendes maleri. Tilfældigheden forstået på den måde, at maleren ikke har en skitse for, hvor hun vil hen; der ligger ikke et færdigt billede i hendes hoved, som hun arbejder sig hen i mod, maleriet bliver til undervejs, bl.a. som følge af en række tilfælde. Eller som en samling af notater, der langsomt forbinder sig til en helhed. Det kontrollerede forstået sådan, at det på den anden side heller ikke er alt det, der opstår spontant, som får lov at forblive i maleriet. Beslutningsprocesserne ligger i maleriet, som spor efter en proces.
Man kunne tale om den maleriske proces som en evig forhandling, og maleriet som bogen hvori alle akterne er opbevaret. Et gult strøg her til gengæld for et grønt der. På lærredet kalder den ene farve på den anden. En skinger gul i et hjørnet er en provokation for øjet, og langsomt får den kam til sit viltre hår, når andre farver trommer op mod den. Lag lægges på lag, der tages beslutninger og fortrydes, males over og vaskes af. Indtil billedet pludselig er færdigt, og der ikke kan føjes mere til. Det færdige maleri er i sig selv en historie om processen.

Kunsthistorisk set kan Siri Kollandsruds malerier placeres som havende rod i den abstrakte ekspressionisme. Og alligevel er ekspressionisme et forkert ord at hæfte på dem, for her handler det ikke så meget om kunstnerens trang til at udtrykke sig selv gennem maleriet, som om en trang til at undersøge den billedtale, der kan udtrykkes gennem maleriets ekspressive gestus. Selvfølgelig kommer impulserne inde fra, inde fra malerens bevidsthed, hendes sansninger og ubevidste indtryk. Men indskydelserne opstår også i det konkrete arbejde med maleriet, som en form for dialog med lærredet, en dialog der også kan rumme humoren.

“Mental impressionisme” er Kollandsruds billeder tidligere blevet benævnt. I mellemtiden er der så tilstødt en form for surrealisme, alt efter som flere og flere figurer, organiske, krøllede og nærmest amorfe gestalter, har trængt sig vej ind i de tidligere billeders ro. For maleren handler det om en koncentration; om at være tilstede her og nu, og være loyal overfor det, man afsætter på fladen. Det handler også om hengivelse, om at turde give slip og overlade sin pensel til en form for øjeblikkets automatisme, der bagefter igen står til forhandling. Det er altså en balance, mellem at give sig hen og at bevare kontrol. Man skal risikere noget for at vinde nyt terræn.

Hvor Kollandsruds billeder for et par år siden var præget af et stramt formelt system, i form af grids, er de nye malerier åbne. Friskt sansede og undertiden næsten blufærdige. Det er noget lystbetonet og poetisk over Kollandsruds farvebrug, hvor lyserød, lilla, gul og en underlig barneblå strømmer ud af tuberne og finder sammen i krøllede, finurlige og legende former. Hvor Kollandsrud tidligere har arbejdet med store ensartede flader er det nu i højere grad disharmoniske og meget energiske møder, man er vitne til. Det kunne være et mikrokosmos, men det kunne også være mønstre set på stor afstand. Denne følelse af på en gang stor afstand og afstandsløshed, virker paradoksalt forvirrende og forførende på beskueren. Siri Kollandsrud vil flere ting på én gang i sit maleri. Store modsætninger kan få billeder til at falde fra hinanden, men modsætninger kan også etablere en dynamisk spænding. I Kollandsruds billeder er det netop modsætningerne, også mellem det umiddelbare og det formelle, der holder billedet fast. Som beskuer får man en fornemmelse af, at det er nu, man skal se, for om lidt vil øjeblikket være forpasset. Det er lige nu, at balancepunktet mellem stilstand og rotation, mellem tiltrækning og frastødning, mellem hengivelse og kontrol er fastholdt. Lige nu at billedet dirrer for dine øjne, som resultatet af mødet mellem en næsten blindet søvngængersikkerhed og en vågen anfægtende tvivl.